Børneunivers i det nye H.C. Andersen-Museum
”Det bliver på alle måder et eventyrligt sted, der kommer til at tale ligeså direkte til alle, som Andersens historier gør det”, fortæller direktøren for det nye H.C. Andersen Hus Torben Grøngaard Jeppesen.
H.C. Andersens eventyr er utvivlsomt Danmarks væsentligste bidrag til verdenskulturen, og man etablerede allerede i 1908 et museum om den verdensberømte forfatter. Nu er man i gang med at opføre et mere tidssvarende og særdeles ambitiøst museum, der kommer til at omfatte hans barndomshjem, en magisk have, et egentligt museum og et børnekulturhus. ”Stedet kommer overalt til at appellere til børnene. Især i børnekulturhuset, hvor børnene gennem leg får mulighed for at fortolke eventyrerne”, fortæller Torben Grøngaard Jeppesen. Børnekulturhuset etableres i tre etager og kommer til at rumme et scenograferet eventyrmiljø, hvor børns kreativitet kan stimuleres og udfoldes. Børnene får i husets atelier også mulighed for at udtrykke sig i kunstneriske genrer, som Andersen selv holdt af og var aktiv inden for. Endelig vil en etage tilbyde en række læringstilbud til bl.a. skoleklasser, der kredser om performance og drama. Det ny H.C Andersen Hus forventes at stå færdigt i 2020.
Foto: Event Communications