Magnus Elkjær
Magnus har forfulgt sin drøm og draget til Filippinerne, hvor han har fået et unikt indblik i arbejdet på Den Danske Ambassade i Manila. Her har han skrevet om sine oplevelser.
Jeg læser en kandidat i European Studies ved Aalborg Universitet, og har på mit 9. semester været på et 6 måneders praktikophold ved Den Danske Ambassade i Manila. Jeg kan ikke understrege nok, hvor stor hjælp det i den forbindelse har været at modtage jeres legat. Jeg ønsker derfor at sende en stor tak til fonden og fondssekretariatet for jeres generøsitet.
Jeg har som politisk og administrativ praktikant ved Den Danske Ambassade i Manila haft en bred vifte af opgaver, herunder både klassisk desktop-arbejde, som indebærer info-søgning, udarbejdelse af rapporter og analyser og generel monitorering af nyheder og medier. Jeg har arbejdet strategisk og kommunikativt med sociale medier, hvor jeg har fået delegeret meget ansvar, da jeg har spillet en stor rolle i håndteringen af ambassadens Twitter-, Instagram- samt Facebook-profil, bidraget til planlægning af diverse begivenheder for ambassaden samt deltaget i ekstern mødedeltagelse i blandt andet EU- og FN-regi.
Herudover har jeg repræsenteret Aalborg Universitet og ikke mindst Danmark på en studiemesse for højere institutioner samt været inde over forskellige begivenheder, såsom vores danske filmfestival, Manila Fame, i samarbejde med Jacob Jensen Design og Nordic Awards for nordiske virksomheder.
Jeg er enormt glad og taknemmelig for, at jeg er blevet inddraget og har fået en indsigt i de politiske, kulturelle, administrative og handelsmæssige arbejdsopgaver, en ambassade varetager, og der er ingen tvivl om, at jeg har fundet de opgaver, jeg har fået, interessante og givende.
Filippinerne indeholder en sjov blanding af amerikansk, spansk og asiatisk kultur. Befolkningen er etnisk meget sammensat, og der er betydelige sociale, politiske og religiøse modsætninger. 80 % af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke, og pilipino er sammen med engelsk de officielle sprog.
Jeg har også haft mulighed for at rejse rundt til mange finurlige steder under mit ophold. Jeg har besøgt flere steder i Filippinerne, ligesom jeg har været en tur i Vietnam. Disse rejser vil jeg ligeledes se tilbage på med stor glæde.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de erfaringer, jeg har fået i Manila, har givet mig en langt bedre ballast til at forstå organisatoriske, udenrigs-, sikkerheds- og politiske problemstillinger i al almindelighed, hvilket især skal ses i forhold til mit udgangspunkt før afrejse.
Manila er ikke Aalborg, og asiater tænker og handler helt, helt anderledes end os danskere. Filippinerne er i almindelighed et vidunderligt sødt folkefærd, og landet er nok en af de nemmeste indgange til Asiens mystiske verden. Der skal igen lyde en stor tak for, at I har været behjælpelige med at muliggøre dette ophold med et legat på 13.000 kr.
Magnus Møller Elkjær